Dameeliten 2017

SekretariatetEliten, Klubnyheder

Dameeliten 2017

Efter sidste års flotte resultat i Danmarksturneringen (2016), hvor dameeliten spillede sig til en delt førsteplads i sin pulje, var holdet denne sæson klar til at forsøge at gøre det endnu bedre.

Hillerød kunne ikke stille hold, hvorfor puljen startede ud med at blive reduceret til tre hold hhv.: Asserbo, Gilleje og Fredensborg. Første spilleweekend af Danmarksturneringen løb af stablen d. 7. maj 2017. Her skulle dameeliten møde Gilleleje, hvis hold består af mange rutinerede spillere. Det blev til en 5/4 sejr til Fredensborg på hjemmebane. Med denne sejr i bagagen var holdet klar til anden spilleweekend d. 17. juni. Denne gang var det Asserbo, der stod for skud på udebane. Her blev det til en 7/2 sejr til Fredensborg. Således ubesejrede skulle dameeliten blot vinde én ud af de sidste kampe for at sikre sig en førsteplads i puljen og dermed en plads i oprykningsspillet. Denne sejr kom allerede om lørdagen i tredje spilleweekend (d. 12.-13. august), hvor damerne mødte Asserbo på hjemmebane.

Denne flotte præstation i puljespillet sikrede Fredensborgs dameelite en plads i oprykningsspillet, som fandt sted d. 2. september i Falster Golf Club. Her havde damerne en fantastisk hyggelig tur med lækkert vejr og en masse god golf. Desværre lykkedes det ikke damerne at spille sig blandt de fire bedste hold og dermed rykke op i 2. division. Der er ingen tvivl om, at holdet på papiret var oppe mod nogle dygtigere spillere, og at banen var udfordrende. Der var dog rigtig mange gode oplevelser, og deltagelse i oprykningsspillet har kun givet holdet mere blod på tanden til næste sæson.

Dameeliten siger tak for denne sæsons begivenhedsrige Danmarksturnering og glæder sig til at prøve at gøre det endnu bedre næste år.

Amalieh Balling
Holdkaptajn dameeliten FGC