Kære alle deltagere i og tilskuere til klubmesterskaberne i FGC
Som I alle ved, er der faldet enorme mængder af regn over FGC i den seneste måned – 100 mm, heraf er 76 mm faldet inden for de seneste 14 dage. Det ser desværre ud til, at vi får mere regn i de kommende dage. Vejret har selvsagt givet vores greenkeepere store frustrationer og udfordringer med at få banen til at fremstå i ”km-form”. Vi ved, at det bliver en utrolig våd bane i weekenden, og at det bliver en bane, som ikke er klippet optimalt. Det er utrolig trist – specielt set i lyset af at vores banen ikke har stået bedre i mange år. Sagen er desværre den, at greenkeeperne på det seneste ikke har kunne komme til banen i det omfang som vi havde håbet på. Lige nu har vi en lille opklaring i vejret. Vi håber på greenkeeperne kan arbejde med banen i dag fredag. De gutter gør virkelig hvad de kan, for at sikre en god bane i weekenden.
Planen er, at vi gennemfører klubmesterskaberne som planlagt, men at der kommer nogle lokale regler og andre tiltag for at sikre en så god turnering som muligt.
Der vil i turneringen være fire midlertidige lokale regler i spil – de to første regler er gengangere fra de seneste års klubmesterskaber:
– Ved spil på hul 16 er hul 17 ”out of bounds”. Grænsen går ved den del af hul 17’s fairway, der er tættest på hul
16.
– Der vil være en droppezone på hul 11, som kan benyttes såfremt at bolden er i vandhazzarden.
– Bold fæstnet i eget nedslagsmærke: Through the green må en bold, der er fæstnet i eget nedslagsmærke på banens
overflade, uden straf løftes, renses og droppes så nær som muligt ved det sted, hvor den lå.
– Lejeforbedring på fairway og ”forklæder”: En bold, der ligger på noget tætklippet areal through the green må
løftes uden straf og renses.
Den endelige version af de midlertidige lokale regler kan ses ved opslag i klubhuset, og spillerne får den forklaret på teestedet lørdag morgen. Den sidste midlertidige lokale regel betyder, at der ikke foretages handicapregulering på baggrund af scores.
De seneste mange år har vi arbejdet med ”snedige” pindplaceringer for at udfordre spillerne. Pga. vejret og ikke mindst vejrudsigterne har vi besluttet, at vi i år spiller turneringen med pindplaceringen – ”højeste sted på green”. Dette gør os mindst mulig sårbare, såfremt der kommer regn i weekenden.
For at passe bedst muligt på banen, bedes spillerne (og andre) om at være opmærksomme på følgende:
– Undgå venligst at trække vognen over ”forklædet”.
– Undgå venligst at trække vognes mellem bunker og green.
– Parker gerne vognen i behørig afstand fra teestedet – skråninger og selve teestedet.
– Find venligst de laveste steder at gå ned i bunkers – de er utrolig skrøbelige.
– Hold gerne Jeres vogne på fairways.
Vi er vidende om, at der er vand i mange bunkers, men vi har i Turneringsudvalget besluttet, at vi ikke erklærer nogle bunkers som ”areal under reparation”. Med undtagelse af før nævnte midlertidige lokale regler har vi valgt, at banen i weekenden ”spilles som den er”. Lige godt eller lige skidt for alle. I Turneringsudvalget undgår vi derved at træffe og dernæst diskutere skønsmæssige beslutninger.
Jeg er blevet spurgt om, hvad vi gør mht. en eventuel aflysning. Som det ser ud lige nu, afvikles klubmesterskaberne som planlagt. Turneringsudvalget og Per mødes lørdag morgen kl. 6:30 og træffer en endelig beslutning, såfremt vejrsituationen ændrer sig. Hvis det kommer til en aflysning, så afsender vi en mail til deltagerene kl. 7:00 lørdag, og slår det samtidig op på Facebook. Går det som forventet og vi spiller – da hører I ikke fra os. Det vil lette vores arbejde meget, såfremt I afventer med at kontakte os til efter kl. 7:10 lørdag.
I Turneringsudvalget glæder vi os stadig til en super god weekend sammen med Jer alle.
Venlig hilsen
Søren Engelhardt