Julehilsen fra bestyrelsen

SekretariatetKlubnyheder

Året 2020 blev golfmæssigt et fint år, men på mange andre områder et rigtigt møg år, som vi helst vil glemme og i stedet se frem til et nyt år uden Corona-forhindringer.
Corona epidemien gjorde, at mange fik bedre tid til at spille golf herhjemme. Derfor har de fleste klubber oplevet høj belægning på deres bane med mange greenfee spillere og mange nye medlemmer. Dette gælder heldigvis også for Fredensborg Golf Club.

Vejret har været blandet, men i det væsentligste rigtig pænt. Det er lykkedes at holde banen i fin stand. Greens stod flot fra starten i april måned, og har holdt sig gennem hele sæsonen – selv nu, hvor banen lukkes ned for vinteren, er greens gode, men de trænger til pause. 

Sidste år var det meget vådt i efteråret, og vi var nødt til at lukke banen allerede primo december, og hul 13 og 14 blev lukket endnu tidligere. Det har vist sig, at det var en rigtig god ide at totalrenovere drænene, så selv om det betød lukning af hullerne i en periode, var området klar til åbning i april, og gennem sæsonen har der været meget mere tørt i dette område end tidligere. Sæsonen 2020 har været lang, og med den store belægning på banen, kan det ind imellem være svært for greenkeeperne at nå arbejdet på banen. Vi overvejer til næste år at lukke banen et par timer om morgenen, så fairways kan blive slået, inden der kommer spillere på banen.

Greenkeeperne bruger vinterpausen til den generelle vedligeholdelse af maskinerne, men der sker også beskæring af træer og øvrig beplantning. Desværre nåede vi ikke at få gjort sø-området ved hul 6/7/9 pænt i år, men forhåbentlig lykkes det i løbet af vinteren/foråret.
Vi har haft en udfordring med vildfarne bolde på Hul 17, hvor huset/haven til højre for fairway desværre er blevet ramt flere gange. Forskellige muligheder har været drøftet internt og med ejeren af huset. Vi har nu besluttet at flytte tee 52 til tee 58 – kompensation for denne forøgelse af banens længde, vil ske på hul 13, hvor tee 52 flyttes til tee 49. Derudover vil vi flytte søen i venstre side af fairway længere mod venstre, og det planlægges yderligere at etablere en å mellem de to søer.
Vi havde planlagt en total udskiftning af teesteds-skiltene til sæsonstart i år, men da vi i foråret vurderede, at 2020 ville blive et økonomisk udfordret år, besluttede vi at udsætte dette – i stedet gennemførte vi en mindre bekostelig udskiftning af de nuværende teesteds-skilte på stolperne. Forhåbentlig bliver der råd til den større opgradering af skiltene i 2021.

Kongegolf har også været en stor succes i 2020. I alt har godt 2400 (mod 1800 i 2019) spillere fra de andre klubber spillet en runde i Fredensborg, mens spillere fra Fredensborg har spillet godt 1800 (mod 1300 i 2019) runder på de andre baner. Der har totalt været tilmeldt 1140 spillere til Kongegolf, heraf 331 fra Fredensborg. Tallene viser, at Fredensborgs bane er attraktiv. Økonomien i ordningen har været god, og har tilført Fredensborg Golf Club en indtægt på ca. 200 tkr. 
Greenfee ordningen, hvor man kan købe 4 greenfee billetter til Kongegolfklubberne for 1300 kroner, har også været en succes, hvor der i alt er solgt godt 400 greenfee billetter.

Samarbejdet med de 3 klubber fungerer godt, og der arbejdes løbende på at forbedre konceptet til glæde for vores medlemmer. Sidste år blev spilleperioden udvidet, så der kunne spilles Kongegolf fra 1. maj til 31. oktober, og klubbernes Par 3 baner blev omfattet af ordningen – dette fortsætter uændret i 2021, og reglerne kan ses på www.kongegolf.dk. Der er fortsat en begrænsning i Hornbæk, hvor man ikke kan udnytte sit Kongegolf medlemskab fuldt ud i weekends før kl. 12. Der kan dog bookes op til 6 tider før kl. 12 ved personlig henvendelse til sekretariatet i Hornbæk. Vi arbejder stadig på at få udvidet mulighederne i Hornbæk.
Tilmelding til Kongegolf kan allerede nu ske i GolfBox (se under turneringer 2021) – deltagelse koster 750 kroner – og beløbet trækkes først medio april.
I flere medier har vi haft fælles reklamer for alle 4 Kongegolfklubber, fx har vi fået et godt tilbud på en bannerreklame på forsiden af GolfAvisen gennem hele sæsonen.
I 2020 introducerede vi også ”gul mandag” i Fredensborg, hvor gæster kunne spille en runde og få en frokost-/middagsret for 300 kroner. Ordningen har været en stor succes, og har forvandlet mandagen fra en stille dag til en travl dag i restauranten. De 3 andre klubber har fordelt tirsdag-torsdag.

Klubbens vigtigste opgave er fortsat at skaffe nye medlemmer og fastholde de eksisterende medlemmer. Som noget nyt deltog vi ikke i Golfens Dag i år, men gennemførte i stedet nogle Introdage, hvor deltagerne på 5 timer blev præsenteret for klubben, fik træning og gik et par huller med en guide. Introdagene blev markedsført med mail til medlemmerne, reklame på Facebook og gennem et eksternt firma, Funnel First. Vi afholdt 10 Introdage med ca. 80 deltagere. Det har været en stor succes, så selv om det har krævet en stor indsats, er det bestyrelsens opfattelse, at det har været mere givtigt end det store endags set up på Golfens dag.
I 2020 fortsatte vi med et 3 måneders prøvemedlemskab for begyndere. En stor del af deltagerne i Introdagene, meldte sig efterfølgende ind som prøvemedlemmer. I alt har vi haft 78 prøvemedlemmer gennem uddannelsesforløbet, og pt er der knap 50 af dem, der har meldt sig ind. Vi forventer, at der er en del af prøvemedlemmerne, der venter med indmeldelse til foråret.

Alle prøvemedlemmer fik tilbudt en mentor. Mentorens rolle er at hjælpe de nye medlemmer med alt det praktiske og være til rådighed for medlemmet, fx også gå en runde med de nye. Prøvemedlemmerne fik efter noget træning lov til at gå ud med en guide i forbindelse med kaninaftenerne.
Med så mange prøvemedlemmer, blev der stillet store krav til træning, mentorer og alle hjælpere i forbindelse med forløbet, så stor tak til alle, der trådte til da det kneb.
Vi planlægger, at fortsætte med et lignende koncept for Introdage og Prøvemedlemskab i 2021.
Forløbet fra prøvemedlem til golfspiller fungerede ikke helt optimalt, så der er nedsat et udvalg, der arbejder på at optimere forløbet.

Vi fortsætter også med at tilbyde nye medlemmer en række ekstra goder til det ordinære medlemskab, såsom greenfee billetter, træningslektioner, medlemskab af Dame-/Herreklubben og Kongegolf.

Bestyrelsen håber, at I alle vil støtte op om initiativerne og være med til at tiltrække nye medlemmer. Hvis I har lyst til at deltage i arbejdet med at hjælpe nye medlemmer, må I gerne allerede nu sende en mail til kontoret@fgc.dk

En vigtig del af det sociale aspekt i vores klub er en velfungerende restaurant.  Cristine Rerup-Dyberg har nu i 3 år drevet restauranten under navnet Sweet Spot, og fortsætter heldigvis i 2021. Det er vores indtryk, at medlemmerne og gæsterne er glade for restauranten, og også har benyttet faciliteterne i stigende omfang.  Hvis en restaurant i en golfklub skal kunne eksistere, er det vigtigt, at medlemmerne bakker op om den, og bruger den.
Cristine er altid klar til at servere gode retter – spred gerne budskabet om, at alle er velkomne, og at man ikke behøver være medlem i Golfklubben. Har I behov for hjælp til en middag hjemme, kan Cristine også hjælpe, ligesom hun altid er åben for take away – følg med på hendes hjemmeside.

Den vigtigste parameter i budget/regnskab er medlemstallet. I budgettet opstillede vi et mål på 400 tkr. i indtægter fra nye medlemmer. Vi nåede dette mål, og afgangen af medlemmer er fortsat faldende. Generelt har der været stigende medlemstilgang i de fleste golfklubber i år, og også i Fredensborg er der stigning i antallet af medlemmer.

Økonomien ser fornuftig ud, men det vil fortsat være nødvendigt at holde igen på omkostningerne. Et dejligt tilskud til årets resultat er, at vi har modtaget en momsrefusion på 134 tkr. for 2019. Tak til alle der har bidraget med en gave til klubben i 2020 – vi nåede over de nødvendige 100 medlemmer, der indbetalte minimum 200 kroner, hvilket gør, at vi også er godkendt som en forening, der kan modtage momsrefusion i 2021. 

De nærmere forhold om medlemstal og økonomi vil blive præsenteret på generalforsamlingen, der umiddelbart er fastsat til d. 24. februar. Vi overvejer pt, hvordan den kan afholdes.

Bestyrelsen lægger stor vægt på, at Fredensborg Golf Club fremstår som en attraktiv klub, at være medlem i – dels ved at vi har en super bane, dels ved at vi tilbyder gode vilkår både for turneringsspillere og klubspillere. Et vigtigt aktiv er ”klubberne i klubben”, der er med til at skabe et fantastisk sammenhold.

Klubben kan ikke drives uden hjælp fra alle frivillige og sponsorer – stor tak til disse.

I lighed med tidligere år, vil vi indgå venskabsaftaler med en del klubber, ligesom gæster der spiller med et medlem vil få rabat. Vores greenfee priser vil være uændrede (400 kroner på hverdage, 500 kroner i weekends). Rabatsatsen til gæster og spillere fra venskabsklubber vil uændret være 25 %.  Greenfee priserne i vores venskabsklubber vil formentlig som i 2020 variere, men være i niveauet 300 kroner.
Vi vil fortsat give greenfee spillere med DGU kort med ”F” markering (dvs. medlemmer af andre klubber, der i deres egen klub har begrænset spilleret) lov til at spille i Fredensborg, men de skal betale fuld pris. Gæster med F-kort, der spiller med et medlem, får fortsat rabatten på 25 %.

Fra 2021 indføres et nyt handicapsystem. Herefter vil ens handicap blive beregnet på basis af de bedste 8 runder af de sidste 20 spillede runder. Man kan allerede nu se en simulering af det kommende handicap på GolfBox – nederst på siden under ”score”. Det forventes, at mange vil gå lidt op i handicap, så grænsen på 48 i handicap, der gælder forskellige steder, vil muligvis blive ændret.

Indbydelse til den kommende sæson, vil i lighed med de seneste år, ske ved opslag og på hjemmesiden. Informationsmateriale fra ”klubberne i klubben” vil være tilgængeligt på hjemmesiden senest 1 uge før den planlagte generalforsamling. Det reviderede regnskab vil ligge til gennemsyn i klubbens Sekretariat senest 1 uge før generalforsamlingen.

Bestyrelsen ønsker alle medlemmer, personale, samarbejdspartnere, frivillige, sponsorer og venner af Fredensborg Golf Club en glædelig jul, samt et lykkebringende nytår.

På bestyrelsens vegne
Hans Boye Clausen/Ulla Plesner