Eventuel momsrefusion
Mange medlemmer har givet klubben en gave på 200 kroner – tak for det. Grundlaget for at søge momsrefusion er dermed etableret. Ansøgning er indsendt til Skat ultimo august, og det forventes, at der er en ekspeditionstid på 3-4 måneder. Hvis vi godkendes som berettiget til at modtage refusion, vil beløbet blive udbetalt medio 2019.
Hvis vi modtager en væsentlig refusion, vil vi gennemføre en lignende proces i 2019.
Medlemskab af DGI Nordsjælland
Vi har meldt klubben ind i DGI Nordsjælland, som er en forening, der kan hjælpe sportsklubber på forskellige områder.
Vi har sammen med DGI og vores SoMe udvalg gennemført et projekt inden for kommunikation på de sociale medier. Medlemmerne i SoMe udvalget (Ida Scheel, Tore Juncker, Frederik Jacobsen, Amalieh Balling, Kim Lindsey) har fået god inspiration til at udvikle en strategi og etablere et årshjul, så der løbende vil blive informeret på Facebook mm.
Derudover har vi planlagt et tiltag overfor skoler, hvor elever i udvalgte klasser kan komme på besøg og prøve golfspillet. Erfaringen siger, at juniorspillere ofte tiltrækker 1-2 seniorer som golfspillere. DGI har rigtig god erfaring med at etablere et sådant skolesamarbejde.
Sweet Spot
Som tidligere oplyst fortsætter restaurant Sweet Spot v/ Cristine næste år. Cristine vil holde delvis åbent i november/december, hvor der bydes både på brunch, frokostbuffet og julebord. Udover weekends holdes der åbent på onsdage, hvor der tilbydes dagens ret. Man kan også bestille en 3 retters menu til Nytårsaften. Se åbningstider mm på linket til Sweet Spot på hjemmesiden.
Tilmelding til Mortens aften har været rigtig stor, så pt er der lukket for yderligere tilmeldinger.
Lidt hjertesuk
Banen står utrolig flot med flotte greens. I løbet af vinteren vil Per & Co gennemføre så mange af Baneudvalgets ønsker som muligt.
Pas fortsat godt på banen. Husk at der ikke må trækkes vogne mellem greens og bunkers.
Stierne på banen er offentlige, så der skal vises hensyn til trafik på stierne. Det er ikke tilladt at slå bolde ud på driving range, hvis der er folk på stien.
Der må heller ikke slås bolde ud over hegnet bag driving range – afstanden dertil er ca. 220 meter. Vi har modtaget en del klager over, at det ikke overholdes – det vil være meget alvorligt, hvis nogen bliver ramt på stien.
Vores hegn er i dårlig stand, og bør fornys i løbet af vinteren, formentlig skal det gøres noget højere, så risikoen for at slå over bliver mindre.
Kongegolf
Reglerne for Kongegolf i 2019 er nu drøftet med de andre klubber. Da Hornbæk har væsentlig flere medlemmer end de andre Kongegolf klubber, og deraf følgende højere belastning på banen i weekends, har de 3 andre klubber accepteret, at Hornbæk lukker for greenfee spillere, herunder Kongegolf spillere, i weekends før kl. 12. Vi havde gerne set, at der blev åbnet for spil i de 4 klubber på lige vilkår, men det har desværre ikke været muligt. Da bestyrelsen oplever, at Kongegolf generelt har været godt modtaget blandt vores medlemmer, har vi valgt at acceptere denne forskel, da det ellers ikke havde været muligt at fortsætte konceptet. Til gengæld er der åbnet for, at Par 3 banerne generelt bliver en del af Kongegolf konceptet.
Bestyrelsen overvejer, om der skal indføres nye regler for booking for medlemmer ctr. booking for greenfee spillere, herunder Kongegolf spillere.
Den økonomiske effekt af at indgå i Kongegolf samarbejdet har været rigtig god i 2018 -dokumentation vil blive kommunikeret senest i forbindelse med generalforsamlingen i februar måned.
Bestyrelsen håber, at vores medlemmer fortsat vil bakke op om konceptet.
Venlig hilsen
pbv
Ulla Plesner