Information fra bestyrelsen – medio marts 2020

SekretariatetKlubnyheder

Information fra bestyrelsen medio marts 2020

I fortsættelse af tidligere information omkring Corona situationen, fremsendes hermed en opdatering.
Kontoret er lukket, men Annette arbejder hjemmefra og vil kunne håndtere de fleste opgaver derfra.
Restauranten er lukket, men der vil kunne laves separate aftaler med Cristine, og som tidligere nævnt, er der åbnet mulighed for at bestille take away – Formandens opfordring til at bruge restauranten, ændres nu til ”brug take away” og hjælp herigennem Cristine, så vi fortsat kan have en super restaurant, når det hele er overstået.
Proshoppen har åbent i denne uge hver dag mellem kl. 10 og 14, hvor Rikke og Robert arbejder med at pakke ud. Støt også shoppen, evt. via webshoppen, som Rikke og Robert har sendt mail ud om i dag. Robert håber, der fra 1. april vil være mulighed for at tilbyde individuelle træningstimer.
Møder i bestyrelse og diverse udvalg må ikke afholdes i klubben.
Banen er åben, og åbner forhåbentlig snart med sommergreens. Greenkeeperne arbejder fortsat, og sikrer beskyttelse når de er i frokoststuen, og opholder sig ellers mest muligt ude. Flot at banen kan holdes i gang.
Alle turneringer vil blive annulleret, foreløbig frem til påske, men der er mulighed for at spille individuelt. Det forudsættes, at man ikke går ud at spille, hvis man føler sig sløj eller indenfor en 2 ugers periode har været i et risikoområde. Der henstilles til, at man også generelt her følger myndigheders forholdsregler om ikke at give hånd, kram og holde afstand (se også vedlagte retningslinjer fra DGU).
Herreklubben har skrevet ud i dag, at der åbnes for deres gennemgående turnering d. 1. april, hvor man individuelt tilmelder sig.
Dameklubben forventes at håndtere problemstillingen på tilsvarende måde, og vender tilbage med information en af de nærmeste dage.
Veteranklubben starter ikke sæsonen, før der generelt bliver åbnet for turneringer.

Spillere, der er i karantæne, må selvfølgelig ikke benytte hverken banen eller klubbens faciliteter.

Så længe der pga. vejret mm. kun er et begrænset antal spillere på banen, vil vi acceptere, at man ikke bekræfter sin tidsreservation, og evt. blot tager et fortrykt anonymt scorekort, så man undgår berøring med touch skærmene. Der er også mulighed for bestilling og bekræftelse via GolfBox APP-en.
Det er desværre p.t. ikke muligt at skaffe dispensere til håndsprit eller bare håndsprit. I det omfang vi kan skaffe håndsprit vil det blive sat frem, og vi appellerer til alle om ikke at fjerne det fra klubben. Medbring gerne selv din egen håndsprit. Vi forsøger hver dag at skaffe håndsprit, men det er stort set umuligt. Er der nogen, der har gode forbindelser, er det meget velkomment.
På herre- og dametoiletterne er der fremlagt papirhåndklæder, som kan anvendes i stedet for stofhåndklæderne, som dog også vil blive skiftet dagligt. På de 3 toiletter i mellemrummet, er der altid papirhåndklæder. Også mht. papirhåndklæder appellerer vi til alle om ikke at bruge for mange, og heller ikke tage nogle med hjem.

Vi har planlagt en informationsaften for potentielle golfspillere d. 14. april og Golfens Dag er for hele branchen fastsat til d. 26. april.
Det har i flere år været højeste prioritet at skaffe nye medlemmer, og set i lyset af den nuværende situation, bliver det ikke mindre, når vi er kommet igennem denne krise.
Vi fortsætter planlægningen, men må se i øjnene at aflysning kan komme på tale. Vi har allerede fået trykt flyers til Informationsaftenen og også aktiveret flinke medlemmer, der vil hjælpe med uddeling. Uddeling vil tidligst komme til at ske primo april – og selvfølgelig kun, hvis vi på det tidspunkt har et begrundet håb om at mødet kan gennemføres. Der kræves tilmelding til dette møde, så derfor vil det kunne aflyses med kort varsel.

Vi håber på alles forståelse og vilje til samarbejde, så vi alle kommer bedst muligt ud på den anden side af krisen.

Pas godt på jer selv og alle andre.

Venlig hilsen
Bestyrelsen