En mild vinter er ved at være forbi, og snart grønnes græsset. Set ud fra et banesynspunkt, ville det have været rart med en lidt hårdere vinter, men sådan blev det ikke. Vi håber, at banen kan åbne som sommerbane indenfor de næste par uger, men vi ønsker ikke at forcere åbningen og risikere for mange skader.
Ved baneåbningen vil de gule, blå og røde tee markeringer blive ændret til meterangivelser. Nye scorekort er bestilt, og ankommer forhåbentlig nogenlunde samtidig med, at banen åbner.
På scorekortene er angivet de nye lokalregler, som selvfølgelig er i overensstemmelse med de opdaterede golfregler. Der er sket enkelte ændringer på vores bane, så læs gerne på reglerne på scorekortet og hjemmesiden inden i går ud.
Der har været afholdt 3 dage med regelgennemgang, og der er planlagt en ekstra dag d. 23. marts. Regel- og etiketteudvalget v/ Søren Engelhardt, Harald Madsen og Karsten Kold har på en pædagogisk og underholdende måde undervist omkring 300 medlemmer i de nye regler. DGU har ydet en stor indsats med fint materiale om de nye regler, blandt andet med en meget lettilgængelig bog ”Lommeguiden” med reglerne opdelt efter hvor på banen, man befinder sig. Tag bogen med i baggen. Hvis du ikke har fået den i forbindelse med regelundervisningen, kan den købes i sekretariatet.
Et hovedelement i de nye regler har været, at spillet på banen skal gøres lettere, og at en runde derfor skal kunne gennemføres hurtigere. Vi har derfor reduceret den optimale normtid for 18 huller fra 4 timer og 20 minutter til 4 timer.
Vi har som sædvanlig indgået aftaler med en række venskabsklubber, se hjemmesiden. Greenfee priserne i de andre klubber varierer lidt, men er i niveauet 300 kroner. Spillere fra vores venskabsklubber og spillere som gæster til et medlem, kan spille i Fredensborg med 25 % rabat på de ordinære priser. Et medlem kan tage op til 3 gæster med ud i en bold. Fremover (v. sommerbane) kan FGC medlemmer booke 5 uger frem (max 5 aktive tider), mens greenfee spillere kun kan booke 4 uger frem.
Som oplyst, fortsætter vi samarbejdet med Kongegolfklubberne. Perioden er udvidet, så den fremover er fra 1. maj til 31. oktober. Prisen er uændret 700 kroner ved tilmelding inden 15. april – derefter koster det 750 kroner. Tilmelding er åben i Turneringsmodulet i GolfBox. Hornbæk har principielt stadig lukket for greenfee spillere inkl. Kongegolf-spillere indtil kl. 12 i weekenderne, men der er lukket op for 6 tider hver af dagene – disse tider kan kun bestilles ved henvendelse til kontoret i Hornbæk.
Der er udsendt referat af generalforsamlingen, der blev afholdt d. 27. februar. Efterfølgende har bestyrelsen konstitueret sig som følger:
Formand: Hans Boye Clausen
Næstformand Ebbe Drehn
Kasserer: Lars Birkjær
Honorær sekretær: Ulla Plesner
Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Nikolaj Drumm, Ida Glennie Scheel, Michael Schmidt og Jens Seiffert.
Som formanden nævnte, både i den skriftlige og mundtlige beretning, fungerer vores golfklub ikke uden hjælp fra alle de frivillige – endnu engang stor tak til alle, der deltager.
Det er dejligt, at der er så mange, der hjælper i forskellige udvalg og med mange forskellige opgaver, men vi kan altid bruge flere hjælpende hænder. Hvis du har lyst til at være med som frivillig i klubben, må du meget gerne sende en mail til undertegnede på ulla.plesner@hotmail.com., med angivelse af,hvad du har lyst til at arbejde med. Vi ser pt. ud til at mangle lidt hjælpere i det ”Udendørs udvalg”, der sikrer, at der ser pænt ud omkring klubhuset (blomsterkasserne er der andre, der sørger fint for). Send en mail, så finder vi det rette sted, hvor du kan være med til at gøre en forskel.
Endnu en gentagelse fra formandens indlæg: BRUG RESTAURANTEN, så vi alle er med til at sikre, at vi fortsat kan være stolte af vores muligheder for god mad til en fornuftig pris.
Vi kan sige velkommen til et par nye medarbejdere: Benny Nikolaj Jørgensen startede som greenkeeper d. 7. januar, og Kristine Egede Glahn Andersen starter som sommerhjælp i kontoret i slutningen af marts. Brian Lindholm er stoppet som greenkeeper.
Fredag d. 22. marts fejrer greenkeeper Holger Pedersen 25 års jubilæum. En bedrift at have været med i udviklingen i så mange år – tænk på, at klubben trods alt kun er godt 26 år gammel. Holger har ydet en super indsats i alle årene, og været en trofast og loyal medarbejder gennem hele forløbet. Hvis du vil være med til at hylde Holger, afholder vi reception for ham fredag d. 22. marts kl. 10-12 i klubhuset, hvor alle er velkomne.
Nu ser vi bare frem til en super sæson med masser af godt vejr og god golf.
Venlig hilsen
pbv
Ulla Plesner