Selv om alle nok synes sæsonen lige er startet, må vi nok erkende, at vi nærmer os afslutningen med de sidste turneringsaktiviteter mm i klubben og klubberne i klubben. Heldigvis kan der fortsat være mange gode golfdage.
Golfspilleren i Centrum
Vi har nu modtaget resultaterne fra den 2. spørgeskema undersøgelse i Golfspilleren i Centrum. Vi har fået rigtig mange gode input både fra medlemmer og greenfee spillere. Overordnet set ligger Fredensborg Golf Club rigtig godt på de fleste parametre (bane, sekretariat, restaurant, proshop mm), men selvfølgelig er der altid plads til forbedringer.
Fra greenfee spillere er der ind i mellem bemærkninger om, at det kan være svært at finde rundt på banen. Vi vil til næste sæson forsøge at forbedre skiltningen med ”next tee” samt nummerangivelsen mm på hvert hul.
Input fra undersøgelserne vil blive evalueret på bestyrelsens strategiseminar i løbet af efteråret.
Når græsset vokser lidt mindre, vil der blive bedre tid til de forskellige ”vinteropgaver”.
World Handicap System
Det blev tidligere oplyst, at det nye World Handicap System skulle træde i kraft pr. 1. januar 2020. European Golf Association (EGA) er imidlertid blevet forsinket med færdiggørelsen af den endelige version af systemet. I erkendelse af forsinkelsen, har EGA besluttet, at de europæiske lande frit kan vælge at implementere de nye regler fra 1. januar 2020 eller 2021. Dansk Golf Union ønsker ikke at fungere som testland for de børnesygdomme, der vil kunne opstå med implementeringen af de nye regler, og har derfor besluttet at udskyde overgangen til 1. januar 2021. DGU vil hurtigst muligt udarbejde en detaljeret plan for overgangsåret 2020.
Bestyrelsen ønsker alle medlemmer en god afslutning på sæsonen, og håber alle vil bakke om de forskellige aktiviteter i resten af sæsonen.
Venlig hilsen
Pbv
Ulla Plesner