Inviter et potentielt nyt medlem til en runde golf på vores flotte bane søndag d. 18. august 2019 fra kl. 10.30.

SekretariatetKlubnyheder

Vi håber, du kender et potentielt nyt medlem, som du kan invitere til en runde golf søndag den 18. august.

Det kan være en golfspiller, der har holdt pause i nogle år, eller måske spiller på en anden bane, evt. som distancemedlem. I kan spille 9 eller 18 huller, som I har lyst til.

Gæsten tilbydes:

  • En runde golf (9 eller 18 huller) inkl. en burger eller dagens ret, og en lille øl eller vand.
  • Indmeldelse på vores sensommertilbud, der giver spilleret resten af 2019 og 1. halvår af 2020 for et halvt års kontingent. Ved indmeldelse forpligter din gæst sig til at fortsætte som medlem hele 2020.

Som nyt medlem får man følgende fordele, ved indmeldelse den 18. august:

  • Gratis medlemskab af dame-/herreklub resten af 2019 og hele 2020.
  • 2 greenfee billetter.
  • Fuld spilleret resten af 2019 og 2020 for 1 års kontingent (1. rate betales på dagen og 2. rate i maj 2020).

Desuden får du, som medlem, 2 greenfee billetter, hvis din gæst melder sig ind.

Hvis du kender en eller flere, som gerne vil benytte sig af dette tilbud, skal du kontakte kontoret og få tilmeldt spillerne. Husk at jeres gæst IKKE behøver at være aktiv golfspiller, men skal kunne spille golf, fx spillere som har holdt en pause fra golf i en årrække, spillere der ”kun” har spillet golf på pay and play baner, spillere der kun har spillet public courses i udlandet og lignende, er meget velkomne denne dag. Spillere fra andre klubber, som vil skifte til FGC, er naturligvis også meget velkomne.

Hvis du kender et potentielt medlem, der gerne vil spille på dagen, men du ikke selv har mulighed for at spille med, finder vi en løsning på det.

Der vil være løbende start fra klokken 10:30, med dem der spiller 18 huller først, derefter dem der ”kun” ønsker at spille 9 huller. Efter runden vil der være mulighed for at melde sig ind.

I tilmelder jer ved henvendelse til kontoret kontoret@fgc.dk eller pr. telefon 4847 5659. Der vil blive tildelt starttider, og ved ankomst vil I få udleveret en kuvert med scorekort, spisebillet mm.

Vi håber at se mange medlemmer og gæster på dagen.

Venlig hilsen
Bestyrelsen