Information fra Bestyrelsen – marts 2018

SekretariatetKlubnyheder

Forhåbentlig kan vi snart komme til at spille golf på en sommerbane, men desværre er det umuligt på nuværende tidspunkt at oplyse om tidspunktet. Selv om vi alle længes efter at komme i gang, er det vigtigt, at vi ikke betræder banen for tidligt, så vi ødelægger denne for resten af sæsonen.
Her gives lidt information om forskellige emner – læs det venligst igennem, da der kan være emner af interesse.

Golfens Dag afholdes i år d. 22. april. Vi planlægger et forløb, der minder om de tidligere år. Mød gerne op og vær med til at skabe en god stemning – og tag endelig venner og bekendte, der har lyst til at prøve golfspillet, med. Vi tilbyder i år 2 former for medlemskab ved indmeldelse:
Prøvemedlemskab for ikke-golfere: 3 måneders medlemskab, hvor man tilbydes at låne golfudstyr, får 10 gruppetræningslektioner, regelundervisning, spil med kaninguide og evt. spil med et FGC medlem. Pris 1.200 kroner.
Ordinært medlemskab for golfere: Almindeligt kontingent, men i tillæg får man 4 unikke goder – medlemskab af Kongegolf, medlemskab af Herre- eller Dameklubben, 3 træningslektioner hos Pro-en og 2 greenfee billetter i alt til en værdi af ca. 2.700 kroner. 1. halvårs kontingent betales ved indmeldelse, 2. halvår betales pr. 1. juli.

Kongegolf er samarbejdet med golfklubberne i Asserbo, Gilleleje og Hornbæk, der giver mulighed for at spille frit på alle banerne for en betaling på 700 kroner for hele 2018. Husk tilmelding på GolfBox under turneringer inden 15. april. Ved tilmelding efter 15. april er kontingentet 750 kroner.

Tilmelding til Betalingsservice. Kontingentopkrævningen for 2. halvår 2018 med forfald 15. maj, vil blive tillagt et gebyr på 50 kroner, hvis man ikke er tilmeldt Betalingsservice senest d. 3. april. Tilmelding kan ske via link nederst på hjemmesiden, og der skal benyttes NemId. Fremover vil alle kontingentopkrævninger blive pålagt et gebyr på 50 kroner, hvis man ikke er tilmeldt Betalingsservice.

Grand Opening. Lørdag d. 7. april kl 11-14 indbyder klubben i samarbejde med ProShoppen og Restauranten til Grand Opening. Flaget hejses og sæsonen åbnes. Der er ikke turnering eller lignende, men der er mulighed for hygge, hilse på vennerne, gøre klar til sæsonen, og der bydes på lidt at spise. Proshoppen, restauranten og kontoret er åbent, og der er mulighed for at hente 2018-mærkaten til bagmærket.

Driving Range. Fremover skal greenfee spillere ikke betale for benyttelse af Driving Range.

Toilet på banen. Vi har indgået aftale med ”Spejderhytten” ved 14. huls green, om at golfspillerne kan benytte deres toilet, hvor der også er mulighed for at hente vand.

Spillehandicap. Det er sjovere at spille en runde og få 30 points end kun at få 15 points. Derfor er det vigtigt, at dit spillehandicap så godt som muligt svarer til dit spil. Det sikres bedst ved at indberette minimum 4, gerne 8, runder hver sæson. Det gør du selv via Golfbox, og det tager kun få minutter. Når du har indberettet 4 runder deltager du automatisk i årsrevisionen, som laves hvert år af klubben, og hvor dit handicap kan ændres op til plus/minus 3. Ved årsrevisionen 2017/2018 var der over 1/3 af medlemmerne, som ikke kunne reguleres, fordi de ikke havde indberettet 4 runder. For disse medlemmer ændres EGA-handicappet til et klubhandicap, hvilket betyder, at der er visse turneringer, de ikke kan deltage i. EGA-handicappet kan generhverves ved at spille og indberette 3 runder indenfor en 6-ugers periode. Så husk for din egen skyld at indberette dine spillede runder i den nye sæson.

Ny baneguide. Vi har i år udarbejdet en ny baneguide i samarbejde med GLFR. Baneguiden kan hentes via en APP: ”GLFR”, men vil også blive trykt. Den trykte baneguide vil være klar kort efter påske og koster 30 kroner. APP’en er allerede tilgængelig.

Venlig hilsen
Pbv
Ulla Plesner