Julehilsen fra bestyrelsen

SekretariatetKlubnyheder

En dejlig golfsæson er nu endegyldigt ved at være slut – det lykkedes os at holde banen åben til 20. december. Baneudvalget har drøftet muligheden for at holde greens åbne hele vinteren, men selv om greens er rigtig fine for øjeblikket, trænger området omkring greens til en pause. Det samme gør green keeperne, der bruger vinteren til at afspadsere al den opsparede overtid.

Sæsonen 2016 har været lang, idet banen allerede åbnede tidligt i marts. Om få dage går vi mod lysere tider, og forhåbentlig er der kun 3 måneder til banen åbner med sommergreens igen!

Det har været en god sæson med mange dejlige golfdage, selv om vejret i perioder har været koldt og kedeligt. Desværre åbnede sæsonen med relativt dårlige greens, hvilket gav nogle dårlige oplevelser for medlemmer og gæster. Vi har tidligere kommunikeret om årsagen hertil og for at undgå en lignende situation ved sæsonstart 2017, er der brugt megen tid her i efteråret på at prikke greens på en anden måde – det ser foreløbig ud til at have givet et flot resultat, som forhåbentlig også vil være situationen, når sæsonen 2017 starter.

I efteråret gik green keeperne i gang med opretning af en del tee steder, og det er lykkedes at færdiggøre 7 tee steder. Det er planen at reparere yderligere nogle i foråret som led i at højne banens kvalitet.

Belægningen på banen har været rimelig. Da medlemmerne tidligere følte, at det var svært at få tee tider, har vi i år forsøgt at reducere tilgængeligheden for green fee spillere om formiddagen i weekenderne. Da vi ikke ville forhindre medlemmerne i at medtage gæster til gæstepris, har det teknisk været håndteret ved at sætte green fee prisen op til 600 kroner i weekenden. Denne metode har givet anledning til nogle diskussioner, og bestyrelsen vil overveje, om der skal findes andre løsninger.
Resultatet har været, at der totalt set har været færre green fee spillere, men indtægten fra green fee har været nogenlunde uændret.
Samtidig har vi afskaffet boldrendetiderne.
Det samlede resultat har været, at der er skabt bedre plads til medlemmerne, men til gengæld er mange tee tider blevet belagt med 2 bolde i stedet for 3-4 bolde. Det tyder på, at banen vil kunne udnyttes mere effektivt.

2016 blev den tredje hele sæson, hvor banen har været ejet af klubben. Vi er kommet økonomisk fornuftigt igennem året, men på flere områder har det været en turbulent sæson.
Vi har tabt den anden retssag om tilbagebetaling af indskud. En dom, der blev afsagt i Byretten i Helsingør i august måned – samme retsinstans som tidligere, har givet klubben medhold i, at tilbagebetaling af indskud kunne suspenderes. Sagen var anlagt af 2 tidligere medlemmer, og klubben har tilbagebetalt indskud til de 2 personer. Klubben har valgt ikke at anke dommen.
Som oplyst på medlemsmøde afholdt i september måned (referat udsendt d. 21. september), arbejder bestyrelsen på en helhedsplan for håndtering af de øvrige indskudsbeviser ud fra den væsentlige forudsætning, at alle medlemmer med indskudsbeviser stilles lige. Der har været afholdt en række møder med forskellige interessenter, men på nuværende tidspunkt foregår der stadig overvejelser om løsningsmodeller. Som oplyst på mødet planlægges der ikke ekstraordinære kontingentstigninger i denne forbindelse.
I efteråret valgte 2 bestyrelsesmedlemmer at forlade bestyrelsen i utide, og bestyrelsen supplerede sig selv i overensstemmelse med vedtægterne. På den ordinære generalforsamling til februar skal der vælges bestyrelsesmedlemmer. Det er vigtigt for klubben at sikre en bred sammensætning af bestyrelsen med forskellige kompetencer, så har du lyst til at gøre en indsats i bestyrelsen, eller kan du foreslå emner som bestyrelsesmedlem – er du meget velkommen til at kontakte Ulla Plesner (ulla.plesner@hotmail.com) eller et andet bestyrelsesmedlem.
En vigtig del af det sociale aspekt i vores klub, er en velfungerende restaurant. Det er lykkedes igen i denne sæson, hvor Henrik og hans stab har sørget for dejlig mad, som golfere gerne vil have det og til rigtig flotte priser. Heldigvis fortsætter Henrik & Co. i 2017. Hvis en restaurant i en golfklub skal kunne eksistere, er det vigtigt at medlemmerne bakker op om den, og bruger den.

Den vigtigste parameter i budget/regnskab er medlemstallet. Det lykkedes også i 2016 at få mange nye medlemmer, og tilgangen af medlemmer på Golfens Dag var igen flot. Vores budget for tilgang af nye medlemmer i 2016 var aggressivt, og vi nåede det ikke helt – derfor blev nogle af de ønskede aktiviteter på huset ikke gennemført. Sensommerkampagnen (der fra ultimo august giver spilleret og fuldt medlemskab fra 2017) gav gode resultater med 20 nye medlemmer. Pt er der allerede optaget 10 nye 1. års medlemmer 2017, så det tegner fornuftigt. FGC har som de fleste andre golfklubber i Danmark en stor udfordring med hensyn til at holde medlemsantallet status quo, da tilgangen til golfsporten ikke er så stor som tidligere.

Afgangen har været på niveau med de seneste år. Vi har i år som sidste år tydeligt gjort opmærksom på, at udmeldelse skal ske senest d. 30. september for at have virkning for det kommende år, og specielt har 1. års medlemmerne fået oplyst, at de automatisk ville fortsætte som medlemmer i 2017, hvis de ikke meldte sig ud inden 1. oktober – desværre er der alligevel medlemmer som først gennemfører deres udmeldelse efter 1. oktober. Bestyrelsen har fastholdt, at der administreres efter de af generalforsamlingen vedtagne regler for udmeldelser, og at der ikke dispenseres fra disse regler, jfr. Vedtægternes § 3.

I 2017 afholdes igen Golfens Dag – det bliver d. 30. april. Dagen vil blive afviklet efter nogenlunde samme koncept som tidligere år, og der vil blive sat fokus på markedsføringen op til dagen. Bestyrelsen lægger stor vægt på, at Fredensborg Golf Club fremstår som en attraktiv klub, at være medlem i – dels ved at vi har en super bane, dels ved at vi tilbyder gode vilkår både for turneringsspillere og klubspillere. Et vigtigt aktiv er ”klubberne i klubben”, der er med til at skabe et fantastisk sammenhold. Vi håber igen på stor opbakning og hjælp på Golfens Dag fra medlemmerne, så sæt allerede nu kryds i kalenderen d. 30. april. Har du lyst til at deltage i Udvalget, der står for planlægningen af Golfens Dag, må du meget gerne sende en mail til Ulla Plesner (ulla.plesner@hotmail.com).
Klubben kan ikke drives uden hjælp fra alle frivillige og sponsorer – stor tak til alle Udvalgsmedlemmer og Sponsorer.

Ud over de Udvalg/Klubber i klubben, der har ydet fast støtte gennem årene, har der i år været stor hjælp fra andre frivillige. I foråret var der et hold på 13-14 medlemmer, der malede klubhuset eller gav bidrag til malingen. I det sene efterår har en mindre gruppe været aktiv med at opsætte lyddæmpende plader i restauranten – et stort ønske fra alle medlemmer i mange år, så det bliver dejligt at kunne høre, hvad der bliver sagt. Der er også et blomsterudvalg, som har sponseret forårsblomster i krukkerne og passer dem gennem hele sommeren.
En stor tak til alle.

Gennem svar i ”Golfspilleren i centrum” er der mange medlemmer, der har tilbudt deres hjælp. En del er fordelt til de eksisterende udvalg, men der er også etableret et nyt udvalg, der vil sørge for at området omkring klubhuset holdes pænt – de har allerede sørget for klipning af beplantningen ved klubhuset- også en stor tak for det.
Stor tak til alle der på forskellig måde bidrager til klubbens trivsel.
I år har vi fra medio året deltaget i ”Golfspilleren i centrum”, hvilket har givet anledning til deltagelse i 2 runder, hvor der i hver runde udvælges ca. en tredjedel af medlemmerne. Denne del af undersøgelsen har givet anledning til ca. 250 besvarelser. Der er kommet mange – både positive og negative – tilkendegivelser fra medlemmerne. Bestyrelsen arbejder med tilbagemeldingerne, og der vil løbende blive sat fokus på udvalgte opgaver.

Der udsendes også spørgeskemaer til green fee gæsterne. Også her har vi fået gode tilbagemeldinger, der anvendes i det fremtidige arbejde. Ligeledes vil der primo 2017 blive udsendt specielle spørgeskemaer til medlemmer, der har meldt sig ud i 2016.
Vi deltager fortsat i ”Golfspilleren i centrum”, så der vil blive udsendt spørgeskemaer til medlemmerne i 3 omgange i 2017. Bestyrelsen værdsætter de mange tilbagemeldinger, så vi håber på en fortsat god svarprocent.

I lighed med tidligere år, vil vi indgå venskabsaftaler med en del klubber. I Fredensborg vil vores gæster fra venskabsklubberne kunne spille til samme pris som gæstepris, dvs. med 30 % rabat. Green fee priserne i vores venskabsklubber vil formentlig som i 2016 variere, men være i niveauet 300 kroner.
Vi vil fortsat give green fee spillere med DGU kort med ”F” markering (dvs. medlemmer af andre klubber, der i deres egen klub har begrænset spilleret) lov til at spille i Fredensborg, men de skal betale fuld pris.

Indbydelse til den kommende sæson, vil i lighed med de seneste år, ske ved opslag og på hjemmesiden. Årstalsmærke udsendes ikke pr. brev, men skal afhentes i Proshoppen eller på kontoret, men kan også afhentes ved generalforsamlingen, der finder sted torsdag d. 23. februar 2017, kl. 19 i klubhuset. Informationsmateriale fra ”klubberne i klubben” vil være tilgængeligt på hjemmesiden senest 1 uge før generalforsamlingen. Det reviderede regnskab vil ligge til gennemsyn i klubbens Sekretariat senest 1 uge før generalforsamlingen.

Bestyrelsen ønsker alle medlemmer, personale, samarbejdspartnere, frivillige, sponsorer og venner af Fredensborg Golf Club en glædelig jul, samt et lykkebringende nytår.

På bestyrelsens vegne
Hans Boye Clausen/Ulla Plesner