Hendes Majestæt Dronning Ingrids Vandrepræmie. Tillykke til Frederik Jacobsen.
Lørdag d. 14. maj kl. 7.30 stod de første af 38 spillere klar til at tee’e ud til årets traditionsrige turnering, Hendes Majestæt Dronning Ingrids Vandrepræmie. Den flotte sommer, vi havde haft hele ugen op til turneringen, var så absolut væk den lørdag morgen, og det mindede mere om en tidlig efterårsdag end forår – men nu skal der jo mere til at stoppe en golfturnering.
Turneringen blev vundet af Frederik Jacobsen i 142 slag. Med Frederiks sejr, er det første gang i klubbens historie, at to generationer fra samme familie vinder en af de store turneringer i klubben. Anden pladsen gik til Tore Juncker i 144 slag, mens sidste års vinder, Mads Just Madsen, tog tredje pladsen ligeledes med 144 slag.
Tak til spillerne for en god dag, der forløb i god ro og orden samt rimeligt hurtigt spil, og ligeledes en stor tak til dagens sponsor MENU A/S, der havde doneret nogle meget flotte præmier.
Sten Juul
Turneringsudvalget