Nyt om Restaurant Sweet Spot

SekretariatetKlubnyheder, Restauranten

Spørgeskemaundersøgelsen er nu slut, og der er rigtig mange, der har svaret. Tak for de mange gode tilbagemeldinger med ønsker og ideer til evt. ændringer.

Som en forsøgsordning i juli og august måned vil åbningstiderne blive udvidet.

Alle hverdage vil køkkenet være åbent til kl. 21, og drikkevarer kan bestilles, så længe der er personale til stede – selvfølgelig under forudsætning af at der er spillere på banen, og det kan forventes, at der kommer spillere ind, der ønsker at benytte restauranten. Det vil være dejligt, hvis man bestiller mad, inden man går ud på sene tider, så restauranten ikke holder åbent, hvis der ikke er kunder.
I weekenderne vil der være åbent fra klokken 9 til klokken 20. Det er vores erfaring, at der ikke kommer mange gæster om lørdagen, men nu forsøger vi denne løsning indtil udgangen af august måned.

Specielt i weekenderne er det en markant udvidelse af åbningstiden, og vi håber mange vil benytte sig af tilbuddet. Spisekortet kan i de sene timer være begrænset til udvalgte retter.

De ændrede åbningstider i weekenden træder i kraft søndag d. 11. juli.

Tilbagemeldingerne viser, at de mest populære varer i restauranten udover drikkevarer er burger, dagens ret og smørrebrød.

Spisekortet vil blive varieret, og er allerede ændret, fx er der nu mulighed for pariserbøf med det hele, røget laks med avocado, wrap m/ kebab. Burgeren er ifølge besvarelserne fortsat populær – i denne måned er den med syltede rødløg, tomater og bearnaisecreme – og den kan altid købes med eller uden fritter – læg mærke til, at det ikke er den samme hver måned.  Der vil komme flere nyheder løbende, og der vil også blive forsøgt med fiskeretter og mere grønt.

Muligheden for temauger, fx italiensk, tapas mm planlægges – mere herom senere.

Hvis du har nogle ideer, eller ønsker noget du ikke ser på kortet, så spørg – det kan være Cristine kan trylle. 

Bestyrelsen mener – og er blevet bekræftet i – at det er vigtigt for klubben, at der er en velfungerende restaurant. Vi håber, medlemmerne vil støtte op om de nye tiltag og bruge restauranten flittigt.

Check altid spisekortet/tavlerne for gode tilbud og bestil gerne mad, hvis I ønsker at benytte restauranten i de sene tider. Ring evt. for bestilling på telefon 48 47 65 65 – dette kan også gøres fra banen.

Fortsat god sommer.

Venlig hilsen
Pbv
Ulla Plesner