Hcp og scorekort
Det primære formål med handicap systemet er at gøre det muligt for spillere med forskellige færdigheder at spille og konkurrere på et grundlag, der er så lige som muligt. Det vil sige, at enhver spiller har et aktuelt individuelt handicap (HCP).
I 2021 er et nyt handicapsystem indført - World Handicap System WHS (se en detaljeret beskrivelse på Dansk Golf Unions hjemmeside).
Der findes to begreber - HCP (handicap) som er udtryk for dit personlige spilleniveau (reguleres løbende efter dine præstationer) og SHCP (spillehandicap) som er det antal ekstra slag, du tildeles på den aktuelle bane, over Par. Par er det antal slag, som en erfaren spiller (med HCP nul) skal bruge på et givent hul.
Dit personlige HCP omsættes til ekstra slag (SHCP) for den aktuelle bane ved at aflæse klubbens konverteringstabel (på hjemmeside eller opslagstavle) eller scorekort (fra GolfBox) eller ved at bruge en formel (se Matematik nedenfor).
På et Scorekort skal du notere dine slag på hvert hul. Dine forbrugte slag sættes i forhold til det totale antal slag du er tildelt på hvert hul (dvs par+ekstra slag), hvilket resulterer i en score på hvert hul. Der er mange forskellige spilleformer og systemer; men mest udbredte er Stableford point:
Nettoscore lig med par giver 2 points
1 slag over par giver 1 point
mere end 1 slag over par giver 0 points
1 slag under par giver 3 points
2 slag under par giver 4 points
3 slag under par giver 5 points
4 slag under par giver 6 points
NB: en bold, som ikke kan give point, bør samles op